Information til forældre

MovieStarPlanet er et fantastisk spil og community, hvor børn kan have det sjovt, være kreative og få nye venner. Det kan du læse mere om her.

Vores brugeres sikkerhed har topprioritet hos MovieStarPlanet. Du kan læse mere om, hvordan vi sørger for at spillet er sikkert her.

Hos MovieStarPlanet opfordrer vi på det kraftigste forældre og værger om at påtage sig en aktiv rolle i at fremme online sikkerhed. Sørg venligst for at tale med dine børn om, hvordan man på en sikker mådes færdes og opfører sig online. Vi bør alle være agtpågivende, når børn er online, akkurat som når de færdes på gaden. Vi er nødt til at sørge for, at de bliver beskyttet mod folk, der kan udgøre en risiko. På Internettet kan børn møde uønsket, upassende eller ulovligt indhold, men husk, at du kan tage visse forholdsregler for at undgå, at der sket noget ubehageligt.

  • Få en snak om, hvordan I bruger Internettet derhjemme. Sørg for, at børnene forstår, hvilke informationer, der skal holdes private (navne, telefonnummer, adresse m.v.). Lav nogle retningslinjer for, hvordan man møder nye mennesker online. På Internettet kan man aldrig være sikker på, hvem der sidder på den anden side af skærmen.
  • Forklar dine børn vigtigheden af, at de holder deres password hemmeligt - og at de ikke bør bruge samme password alt for mange steder. Et password er som en nøgle til et hus. Fortæl børnene, at nogen kunne være ude på, at få dem til at afsløre deres password, fx ved at love dem gaver eller andre ting. De kan også finde på at lade som, at de har en vis autoritet (fx at de arbejder for MovieStarPlanet). Skulle dit barns password blive afsløret, sørg da venligst for ændre password med det samme.
  • Sørg for, at I har en sikker Internetforbindelse, og at det kun er din familie, der har adgang hertil. Du er ansvarlig for, hvad der sker på din computer (IP-adresse). MovieStarPlanet kan finde på at blokere din IP-adresse, også selvom det var en gæst, der overtrådte reglerne.
  • Installér antivirusprogrammer samt forældreovervågning på alle computere, mobiltelefoner og spilkonsoller med henblik på at blokere upassende indhold. Desværre er ingen forældreovervågning 100% sikker, så du skal ikke have blind tiltro til, at systemerne beskytter dit barn. Vi gør alt, hvad vi kan for at holde vores site sikkert, men husk, at intet er perfekt online. Når det gælder dit barns sikkerhed, vil vi gøre alt, hvad vi kan for at skabe et trygt miljø. Sikkerhed er et partnerskab mellem forældre/værger og MovieStarPlanet.
  • Både du og dit barn bør være klar over, hvordan man rapporterer en anden bruger på MovieStarPlanet. Man bør indsende sin rapport i samme øjeblik, overtrædelsen finder sted. Gå til afsnittet Hjælp på forsiden for at se, hvordan man rapporterer en bruger eller rapporterer upassende indhold.

 Redbarnet_mobning

RedBarnet

Sikkerhed ved billeddeling

MovieStarPlanets billeddeling gør det muligt for brugerne at udtrykke sig ved at dele billeder med deres venner. Det er vores opfattelse, at dette på en sjov måde knytter deres hobbyer, idoler og inspirationer sammen med MovieStarPlanets univers. Vi har, for at gøre denne funktionalitet så sikker som overhovedet muligt, udviklet og implementeret en omfattende vejledning, således at alle billeder lever op til vores krav. Herunder gælder det, at alle billeder skal forhåndsgodkendes af vores moderatorer, hvilket konkret betyder, at en voksen moderator af kød og blod kigger på hvert eneste billede, inden det bliver gjort tilgængeligt på MPS-profilen. Denne moderator vil godkende eller afvise billedet på baggrund af nogle klart definerede regler, der er formuleret af MovieStarPlanets sikkerhedschef. 

Regler for billeddeling

Brugerne bliver gjort bekendte med reglerne for billeddeling, inden de anvender billeddelings-værktøjet fra deres mobil eller tablet. De er derfor på forhånd klar over, hvad der betragtes som et acceptabelt billede at dele på MovieStarPlanet. Brugerens billede bliver slettet, hvis det indeholder noget af følgende:

  • Seksuelt indhold: Hel eller delvis nøgenhed (herunder billeder af brugere eller andre personer iført undertøj eller badetøj), seksuelt provokerende billeder, sexting-aktivitet eller henvisninger til sex 
  • Had eller hadforbrydelser: Racisme, antisemitisme, religiøs intolerance, hadytringer rettet mod homo-, bi, eller transseksuelle, kønsdiskriminering samt enhver anden uacceptabel opførsel
  • Vold: Trusler, uanset deres karakter eller hensigt, krænkende adfærd eller sprogbrug
  • Personlig identificerbar information: Navn, adresse, telefonnummer, e-mail etc., på påklædning eller som indirekte information i billedets baggrund
  • Cyberchikane: Billeder, der portrætterer brugere på en ydmygende eller nedgørende måde
  • Cigaretter eller henvisning til rygning: Ingen billeder, der portrætterer rygende børn eller blot antyder, at rygning er sejt
  • Alkohol eller henvisning til alkohol: Ingen billeder med alkohol
  • Indeholder stoffer, tilbehør til stoffer eller brug af stoffer: Ingen billeder, der vedrører brug af stoffer
  • Ingen invitation til at mødes hverken online eller offline vil blive tolereret, fx: skal vi mødes, har du Skype/KIK, vil du dyrke sex, send mig billeder af dig selv

Denne liste bliver fortløbende revideret og opdateret af vores sikkerheds- og supportmedarbejdere for at sikre, at den til enhver tid dækker alle relevante sikkerhedsområder. Personer, der deler billeder af andre, skal først have deres tilladelse til at dele billedet. Da vi ikke tolererer nogen form for upassende opførsel, kan en bruger, der gentagne gange overtræder ovenstående regler, risikere at blive udelukket. Brugere får besked, hvis et billede er blevet afvist af vores moderatorer. 

Anbefaling til forældre

Vi anbefaler forældre aktivt at uddanne og vejlede deres børn i, hvorledes man færdes sikkert online. Hvad angår billeddeling, anbefaler vi forældre at have en åben dialog med deres børn om, hvad det er acceptabelt at dele online, samt at gøre børnene bekendt med de potentielle risici ved billeddeling.